|
Referat fra Generalforsamling i Snaptun Lystbådehavn a.m.b.a. torsdag den 24. Marts 2011 afholdt i Klubhuset i Snaptun.
Dagsorden. 1. Valg af dirigent. 2. Formandens beretning. 3. Forlæggelse af regnskab for 2010 samt budget for 2011. 4. Forslag fra bestyrelsen om vedtægtsændring, vedlagt som bilag 5. Valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg er Per Christiansen, Peder Lomborg og Jens jakobsen. 6. Valg af suppleant til bestyrelsen. Afgående er Henning Bornemann. 7. Valg af revisor. Afgående er Revisionsfirmaet KPMG C. Jespersen, Juelsminde 8. Eventuelt.
Ad 1) Formand Bo Christensen bød velkommen til de ca. 50 fremmødte og gik derefter over til første punkt på dagsordenen – Valg af dirigent. Formanden foreslog John Friborg som dirigent, som blev enstemmigt valgt. Dirigenten takkede for valget og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og derfor beslutningsdygtig. Han gik herefter over til pkt. 2 – Formandens beretning og gav ordet til formanden.
Ad 2) Efter sidste års generalforsamling konstituerede vi os således: Bo Christensen som formand, Per Jensen som næstformand, Per Christiansen som kasserer, Jens Jakobsen og Peder Lomborg som bestyrelsesmedlemmer.
Vinteren har også denne gang været lidt hård ved os og isen har rykket 3 pæle op, vi har også haft pumper til at cirkulere vandet ved broerne og det har forhindret skader på dem. Vi har bestilt Multi Madsen fra Juelsminde til at banke de løse pæle på plads igen.
Med hensyn til stenmolen mod øst så har den sat sig yderligere 1 cm, den er nu ud for plads nr. 68 36 cm under den oprindelige kote, sidste år var det 35 cm målt på ca. samme tid. Der er nogle af de ihærdige frivillige der har løftet brobjælkerne så broen er blevet vandret. Vi regner med at vi kan få lagt nogle sten på toppen af molen på det område der er sunket, men det bliver nok først til næste år
Vi er jo i gang med at opgradere den gamle del af havnen. Sidste år tog vi fat på midterbroen og i år vil vi gå i gang med ”færgebroen” der skal udskiftes nogle pæle og på den yderste del skal der laves en skanseklædning ind mod havnen så bådene kan fortøje langskibs, brædder og planker på broen skal også udskiftes fra de yderste pælepladser op ud til brohovedet. På den inderste del af broen har vi ryddet op i pladserne. Den sidste 2m plads er blevet nedlagt og 4 pladser er blevet opgraderet fra 2,5m til 3m pladser og vi har flyttet en 2,5m plads så der er orden i sagerne og de største pladser bliver de yderste.
Vi skal i forbindelse med renovering af broerne selv lave vedligeholdelsesarbejdet og vi håber på den sædvanlige store opbakning fra jer til arbejdet.
I de sidste år har der været mange forslag til forbedringer af vores telt, nu har vi fået skinnesystem til væggene, så de kan trækkes rundt for at give læ og et nyt tag. Det næste bliver nye bænke og borde samt nyt gulv.
Arbejdet med telt, broer oprydning mv. skal jo udføres på lørdag den 2. april, hvor vi starter kl. 8 med indskrivning og rundstykker. Husk bøde for ikke at møde op er sat op til 400 kr. for andelshavere, så det er vigtig at I bliver registeret så vi undgår tvivl om deltagelse. Jeg håber vi får både en hyggelig og produktiv dag. Dagen afsluttes kl. 15 med standerhejsning.
Vi har fået 2 nye andelshavere i 2010-2011. Vi ønsker de nye andelshavere velkommen i foreningen og håber de bliver glade for deres havneplads samt at de vil deltage i det frivillige arbejde. Der kommer også en plads til salg her i foråret, det er plads nr. 45
Vi har i 2010 haft en yderligere nedgang i gæstesejlere. Antallet af gæstesejlere var 1556 i 2009 og 1.395 i 2011, det giver et fald på 161 gæstesejlere, og det medførte et fald på kr. 13.349,- i gæstesejlerindtægterne i forhold til 2010.
En stor tak til vores havnemester Djonni og til Rita for samarbejdet i det forgangne år. Vi glæder os til en ny sæson.
Sluttelig en tak til bestyrelsen for et godt samarbejde og for en kæmpestor arbejdsindsats i det forgangne år.
Freddy Steinbrenner ønskede at generalforsamlingen skulle sig en speciel tak til Erik Rasmussen og Leif Nielsen for det store arbejde de ydede i forbindelse med deres jævnlige gang på havnen, herunder isætning og vedligeholdelse af pumperne i vinters, hvilket medførte en håndfast klapsalve fra de fremmødte.
Der var ikke yderligere kommentarer og formandens beretning blev enstemmigt godkendt.
Ad 3) Kasser Per Christiansen gennemgik regnskabet og budgettet, og forklarede de væsentligste poster.
Per Christiansen oplyste ar beløbet til el ikke var helt retvisende, da vi primo 2011 har modtaget en bonus check som hidrører elforbruget i 2010. Vi bruger mellem 35t til 41t KW timer pr.
Derudover informerede Per om vi har bundet de fleste af vores midler på en konto med 3 % rente, og en binding på 3 år.
Der var spørgsmål til om bropengene modsvarende antallet at andelshavere, og der gør det ikke da andelshavere der lejer deres plads ud ikke betaler bropenge.
En spurgte til om ikke vi bør afskrive noget langsommere på anlægsinvesteringerne, så regnskaber ikke gav underskud efter afskrivninger. Bo og Per oplyste det var ikke noget vi selv kunne bestemme, men det var bestemt af lovgivningsregler. En havde en bemærkning om at beholdningen ikke voksende tilsvarende driftsoverskuddet før afskrivninger, og vil gerne have bekræftet om der skyldes tilgangen af aktiver på 40.639. Per kunne bekræfte dette, og oplyse tilgangen kom fra omkostningerne i forbindelse med renoveringen af T-broen.
Der blev spurgt til hvad Surferne giver i leje for ”skuret” som blev oplyst til 3.000,- kr.
Der var ikke yderligere kommentarer til regnskabet, hvorefter det blev enstemmigt godkendt.
Ad 4) Bo gennemgik det fremsende forslag til vedtægtsændringer, som j.f.r. havnens revisor er nødvendig hvis havnen fortsat skal være fritaget for at betale skat.
Der blev spurgt til om værdien af den enkelte andel i forbindelse med en evt. opløsning vil være den indeksregulerede værdi af andelene. Bo oplyste at han formodede at det var den indeksregulerede værdi der vil blive udbetalt, men at det om alle omstændigheder vil være de gældende regler på opløsningstidspunktet der vil være gældende. Derudover skal den enkelte andelshaver være opmærksom på at en evt. værditilvæksten i form af reguleringer sandsynligvis er skattepligtig for den enkelte andelshaver.
Der blev afhold afstemning blandt de 36 fremmødte andelshaver med følgende resultat. 33 stemmer for 2 stemmer imod 1 stemte blank.
Forslaget blev herefter vedtaget, og går videre vil næste generalforsamling, før det kan endelig vedtages j.f. vedtægterne.
Ad 5) Valg af bestyrelsen. Per Christiansen, Peder Lomborg og Jens Jakobsen, ønskede alle genvalg, og blev valgt uden modkandidater
Ad 6) Suppleanten Henning Bornemann var villig til genvalg og da der ikke var andre forslag, blev han enstemmigt valgt.
Ad 7) Revisionsfirmaet KPMG C. Jespersen, Juelsminde blev enstemmigt genvalgt som revisor for Havnen.
Ad 8) Evt.
Baseret på henvendelse fra et medlem, ønskede bestyrelsen generalforsamlingens tilkendegivelse af, om der var stemning for at arbejde videre med indkøb af en hjertestarter. Bo oplyste at der i bestyrelsen ikke var stemning for indkøb af hjertestarter, da der allerede findes en på færgegården og vi i perioder oplever problemer med tyveri af vores sikkerhedsudstyr, og der derfor vil være en risiko for dette også vil overgår en evt. hjertestarter. Bo oplyste yderligere at vi har søgt Tryg fonden og fået afslag.
Der var lidt debat omkring placering, evt. samarbejde med færgegården og færgefarten mm omkring hjertestarter. Der blev også spurgt til om vi ikke som minimum kunne sætte et henvisningsskilt op til færgegården, hvilket Bo bekræftede. Ved simpel håndsoprækning var det 12 af de fremmødte der mente der skulle arbejdes videre med sagen.
Der var uddelt et debatoplæg omkring det beløb der bliver opkrævet i havnepenge af gæstesejlere og om strøm fortsat skal være en del af havnepengene. Der var ønske om at hæve havnepengene og opkræve separat betaling for strøm, da vi var billigere end andre omkringliggende havne, og har vigende indtægter fra gæstesejlere. Bo gjorde opmærksom på prisen for 2011 var fastsat og offentliggjort, dette mente nogle dog ikke var en forhindring for en regulering. Der var en del debat omkring vores pris i forholdt til andre tilsvarende havne, når man tager de begrænsede faciliteter vi som lille have har med i betragtning, uden der kom nogen klar konklusion. Der var flere der mente vi sagtens kunne opkræve 10 eller 20 kroner for strøm, og forespurgte Djonni om der vil være besværligt at opkræve det separat. Djonni oplyste at det ikke vil være noget problem, hvis det blot drejede som om at have et felt mere på kvitteringsblokken, og man ellers kunne stole på folk var ærlige.
Nogle ønskede at en evt. opkrævning for strøm skulle følges op med en skiltning ”strøm kun mod betaling”, mens andre var modstandere, da havnen kunne ende i en skilteskov som skæmmer, og ingen gider alligevel at læse skiltene.
En del af debatten var rettet mod det faldende antal gæstesejlere og hvilket indflydelse en prisstigning vil få på antallet af gæstesejlere. Nogle forslog en prisnedsættelse for at få flere gæstesejlere tiltrukket, hvor andre ikke mente 10 eller 20 kroner ekstra var afgørende for sejlerne valg af havn. Der blev forslået vi i stedet skulle gøre mere for gæstesejlerne for at tiltrække flere, som at behandle dem bedre, lave en lille brochure om områdets faciliteter, og konkret fremlagde Henning Andersen er forslag om en ny legeplads.
Henning Andersen redegjorde for mulighederne for at søge diverse fonde og Hedensted kommune om midler, og havnens andel dermed kunne holdes nede på ca. 15.000 kr. for en ny legeplads. Bo med flere gjorde opmærksom på de krav der er til etablering af legeplads med offentlig adgang, og de skal overholdes, herunder byggetilladelse og forsikring.
Ved simpel håndsoprækning tilkendegav 28 af de fremmødte, at de syntes der skulle arbejdes videre med et konkret oplæg indenfor de skitserede rammer, og der blev nedsat et udvalg bestående af Henning Andersen, Djonni, Jens J og Bente.
Da der ikke var yderligere indlæg afsluttede dirigenten generalforsamlingen.
Formanden takkede afslutningsvis for en god generalforsamling.
[Havn Ref Generalforsamling.docx] Udgave 24-03-11 |